|
Chips og saltstænger er gode til øl. Men hvad med at prøve noget helt andet, næste gang I nyder en øl. Det Danske Ølakademi præsenterer ti nye typer ølsnacks som inspiration.
Vi elsker chips og saltstænger til øl, men i længden kan det blive kedeligt at servere det samme. Ølakademiet fornyer og udvider derfor ølsnacken med nye og spændende godbidder. I de næste ti nyhedsbreve præsenterer vi ti nye typer ølsnacks, der er nemme at servere til festen.
Solæg – den salte ølsnack
Denne gang tager vi fat i solæg, der er en sønderjysk egnsret. Man mener, at det pudsige navn kommer af det tyske ”Solei”. ’Sol’ er et gammelt tysk udtryk for salt og ’ei’ betyder æg.
Lette pilsnertyper til denne ølsnack
Solæg er en saltet spise, der både er syrlig og stærk. Derfor råber retten ligefrem på noget forfriskende og læskende, som øl. Til solæg anbefaler vi de lidt lettere øl, da retten i sig selv er kraftig og har mange smagsindtryk. En let og frisk pilsner er ideel til denne ølsnack.
Opskrift på solæg
Det antal æg man har tænkt sig at bruge
Salt
Olie
Eddike
Sennep
Tabasco
Æggene koges i ca. 20 min. Herefter kommes æggene kommes i koldt vand og skallerne stødes let, så de revner. Derved trækker salten fra saltlagen ind i ægget. Bryder man sig ikke om kraftigt saltede æg, kan man undlade at støde æggeskallen.
Nu lægges æggene i en saltlage, der består af 3 spsk. salt pr. liter vand. Skifter man lagen dagligt, kan æggene holde sig op til 4 uger. Æggene kan spises fra dagen efter.
Servering af solæg
Den lange kogning og saltlagen giver æggeblommen en karakteristisk gråblå farve, der er typisk for solæg. Ægget pilles og skæres igennem på den lange led. Blommen løftes forsigtigt op, så den holder sin form. Derefter kommes en klat sennep, olie, eddike og tabasco i blommehullet. Blommen lægges på plads med rundingen opad. De halve æg spises med fingrene, som en godbid i én mundfuld.
Der er forskellige meninger om, hvilket fyld man lægger i sit æg, men måden skal spises på, er ikke til diskussion.
God fornøjelse.

