I sensommeren 2020 blev vi kontaktet af Bjørn fra Rynkeby TEAM Vestjylland. Vi har samarbejdet med Bjørn i mange år og sammenhænge. Vi har fortsat holdt kontakten. Bjørn har været en rigtig Fur ambassadør, og det er vi rigtig glade for.
Vi talte om, hvordan vi kunne støtte op om et event omkring en helt speciel gaveæske og øl til det cykelhold Bjørn var på. Det kunne nok blive til en ca. 800 æsker.
Det viste sig hurtigt at blive gjort til skamme - hold da op hvor det går - salget altså.
Vi er både glade, stolte og beærede over at kunne være med til både at skabe fokus, genere penge og brygge øllet til dette fantastiske projekt.
TAK for så mange har taget så GODT imod initiativet og støttet det. TAK til Julia for at designe nogle helt fantastiske etiketter.
Nu går vi i gang med at brygge en masse god øl, og så bliver øllet leveret omkring marts måned.
Salget foregår via dette link www.rynkebyolsalg.dk . Køb øllet her og støt den gode sag.
SKÅL - og TAK
Her er historien omkring det.
Fur Bryghus har i samarbejde med Team Rynkeby udviklet en ølserie, der sælges til fordel for Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden. Salget overgår alle forventninger.
Cykling, fællesskab og en god sag – med god smag.
Det er omdrejningspunktet i en ølserie, som Fur Bryghus sætter i produktion i løbet af foråret. Serien er udviklet i tæt samarbejde med deltagere på Team Rynkeby Vestjylland og sælges i en begrænset periode til fordel for velgørenhedscykelholdets indsamling til Børnecancerfonden.
Det er kun nogle uger siden, at der blev åbnet for bestillinger, men allerede nu overstiger salget de vestjyske initiativtageres forventninger.
Vi havde måske håbet på at kunne sælge et par tusinde gaveæsker til venner, familier og sponsorer. Men initiativet har efterfølgende spredt sig til ni andre Team Rynkeby-hold, og det har sat fart på salget, siger Jacob Michelsen, der sammen med Bjørn Jensen og Jeanett Ibsgaard fik idéen til at lave en speciel Team Rynkeby-ølserie.
Vi ønskede at skabe noget, der var unikt. Det skulle være noget, som man ikke kunne finde andre steder. Og så var det vigtigt for os, at det skulle være noget, der var elegant og lækkert – og samtidig skulle serien også rumme fortællingen om Team Rynkebys fokus på cykling, fællesskab og indsamlingen til en god sag, siger han.
Historien i tre øl
Sammen med Fur Bryghus har de tre Team Rynkeby-deltagere udviklet ølserien ’HÅB’, der består af tre øl, som hver især fortæller en lille del af Team Rynkebys historien.
Der er ’Huy’ (Mur de Huy, red.), som alle rynker kender. Det er en sej bakke i Belgien halvvejs på turen mod Paris, som udover at være en fysisk udfordring også er en festdag, hvor hundredvis af gulklædte ryttere krydser hinanden og mærker det unikke fællesskab på tværs af hold og lande, siger Jacob Michelsen.
’Huy’ er en belgisk blond med en gyldenblond farve og hvidt skum. Den anden øl i serien hedder ’Håbet’ og er en undergæret øl af typen lager, mens den sidste øl i serien hedder ’Bagsmæk’ og er en bockøl med en alkoholprocent på hele 7,6.
Bagsmækken er en vigtig del af fællesskabet på Team Rynkeby – det er her, deltagerne samler sig efter en lang dag på cyklen for at hygge sig og fortælle røverhistorier, siger han.
Køb inden 15. februar 2021 på www.rynkebyolsalg.dk
Hele overskuddet fra salget går til Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden, og efter den forrygende start håber Jacob Michelsen og de øvrige rynker på, at samarbejdet med Fur Bryghus kan være med til at gøre en forskel.
Vi håber, at vi kan generere en masse synlighed om indsamlingen til Børnecancerfonden – og så selvfølgelig give et godt overskud til Børnecancerfonden. Det er i hvert fald øl, der efterlader en med en god smag i munden, siger han.
Etiketterne på de tre øl er designet af Julia Christensen, der er elev på Kolding Designskole.